Efter at have været en del af arbejdet omkring Hope helt siden begyndelsen, takker Molly Tusubira nu af og går på pension fra sit job som social worker. I den anledning har vi bedt hende dele sit hjerte og oplevelser fra sin tid som ansat, og sine tanker om at have været med til at stifte Children of Hope.
”I mit hjerte, længes jeg efter at hjælpe børnene. Det gjorde jeg allerede da Jette og Henning kom til Uganda for første gang.”
Man hører tydeligt omsorgen i stemmen selv over den knitrende telefonforbindelse, når Molly fortæller, hvordan hun manden Jonathan havde taget børn i pleje i deres eget hjem, allerede før Hope blev startet. Nøden var stor i Kirolo og i området omkring skolen, som Jonathan driver. Derfor var det også naturligt, at Molly delte ud af det, der lå hende på hjerte, nemlig børnene, da hun mødte danskerne, der var på besøg i Uganda. I 2013 startede Hope Danmarks fadderskabsprogram, i første omgang med 30 børn i et pilotprojekt på Hope Foundations School. Og i 2015 blev Molly så spurgt om hun ville ansættes og hjælpe med at skubbe arbejdet med fadderskabsprogrammet godt i gang, da det allerede i løbet af de to år havde udviklet sig til et projekt, der havde behov for lokalt ansat arbejdskraft.
Arbejdet har dog ikke været en dans på roser for Molly, og noget af det, der har været allersværest for hende er at se et barn i nød og vide, at hun ikke kan hjælpe dem.
”Vi har to piger, der allerede er en del af fadderskabsprogrammet. De vil virkelig gerne i skole, men deres bedstemor som fik dem med i Children of Hopes program er desværre død for 2-3 år siden, og nu kæmper pigerne med deres tilværelse og hvor de skal bo. Deres mor lider af mentale problemer og kan ikke have dem boende. I dag græd jeg foran børnene, jeg kunne ikke lade være, da jeg sad med børnene, mine tårer begyndte at trille, for en af pigerne sagde: ‘Jeg vil virkelig gerne lære at læse og gå i skole, men vores boligforhold gør det så svært for os’. Så går man hjem fra arbejde i tårer, kan intet spise og er udmattet, for du kan intet gøre, børnenes liv er bare hårdt.”
Molly fortæller, hvordan mange børn lider under at forældre er døde eller rejst væk. Selvom de efterladte børn måske har slægtninge i nærheden, ønsker disse ofte slet ikke at blive involveret, fordi de mener, at ansvaret for børnene ligger hos dem, der har bragt dem til verden. Og den udfordring virker ikke til at blive mindre.
I øjeblikket har Jonathan og Molly, udover de børn som er i fadderskabsprogrammet for Hope Danmark på deres skole også taget yderligere 10 børn ind på skolen, uden at opkræve dem betaling. Jonathan og Molly dækker deres udgifter, så de kan komme i skole, selvom der ikke er midler til det hos deres egne familier.
Har Molly håb for fremtiden?
Spørger man Molly, om hun har håb for fremtiden for Ugandas unge, så er hun i tvivl. Arbejdet har uden tvivl sat sine spor, og hun bemærker en alvorlig udfordring i ungdommens moral. De børn der oftest ender i Hope Danmarks fadderskabsprogram er født af meget unge forældre, der ikke bekymrer sig om deres børn, men ofte afleverer dem hos bedstemoderen og rejser væk. Bedsteforældrene er ud af en generation, der ikke har gået i skole, og selvom de ønsker for deres børnebørn, at de skal gå i skole, så kan de ikke hjælpe dem med at læse deres første bog i skolen.
”Her i Busoga tror folk, at man er voksen nok til at blive gift som 18-årig. Jeg synes det er ekstremt meget for tidligt, og jeg ser ikke nogen ansvarlighed. Det er børn, der får deres egne børn, som de ikke ved, hvordan de skal opdrage. Personligt tror jeg vi skal lægge meget vægt på at informere ungdommen og løfte deres levestandard, og det er mit og Jonathans fokus. For i dag lever ungdommen som de har lyst, og er sammen med de partnere de har lyst til, i stedet for at leve på en ansvarlig måde.”
Men samtidig er hun også meget opmuntret. Hun bliver rørt og håbefuld, når hun ser fadderbørnene tage det privilegie de har modtaget meget seriøst, og deltage i aktivt i skolen, og får gode karakterer, så de kan fortsætte i secondary school og forandre deres liv.
”Nogle af børnene, der kommer ind i programmet sidder bare derhjemme, og når de så kommer i skole, så vil de ikke være med til aktiviteterne. Men jeg bliver opmuntret, når jeg ser, hvordan de forandrer sig med tiden, når de kommer i skole. De lærer at blive lydige, uden at lærerne slår eller truer dem, men ved at blive talt sandt til. Jeg holder af at fortælle dem om livet, og om fordelene ved at få en uddannelse. Det har været godt for mig at se disse forandringer, for det er dem, der giver mig mod til at fortsætte mit arbejde.”
Mollys tjeneste blandt børnene fortsætter
Det er vigtigt for Molly at understrege, at selvom hun formelt stopper hos Hope, så stopper hendes tjeneste blandt børnene ikke, det er en livslang opgave. Faktisk har hun allerede store planer for sit otium, og har ingen planer om at sætte tempoet ned. I første omgang drømmer hun om at lave en lille virksomhed omkring skolen med hønsehold. Hun vil bygge en hønsegård, hvor hun kan lære børnene at opdrætte høns.
Derudover vil hun også starte et fag på skolen, hvor børnene blandt andet kan lære håndarbejde og forskellige sysler. Hun drømmer om at give en masse af sine erfaringer med håndarbejde videre til børnene, f.eks. at lave ting med perler eller at bage. Fælles for alle drømmene er, at hun ønsker at være mere involveret i børnenes liv, og give dem en masse livserfaring med videre.
Inden hun stopper helt, har hun dog lyst til at sige noget direkte til de danskere, der har valgt at have et fadderbarn gennem Children of Hope:
”Jeg vil gerne opmuntre jer til at være udholdende og blive ved med at støtte børnene økonomisk, også selvom I også er udfordrede af Corona i Danmark. Det er uendeligt værdifuldt at kunne bringe et smil frem på et barns ansigt. I rører ved selve meningen med livet, når I støtter et barn, og giver dem mulighed for at forvandle deres liv. For der er virkeligt håb i en uddannelse. Mange af børnene sætter ord på det, at selvom deres familieforhold var vanskelige, så var det muligheden for at gå i skole, der forandrede deres liv. Så må Gud velsigne jer og jeres støtte, og opmuntre jer til at fortsætte, selv når Corona-pandemien gør det svært.”
Der er ingen tvivl om at Molly efterlader et stort tomrum i Hopes ugandiske sekretariat, som bliver svært at udfylde, men bestyrelsen ønsker hende al mulig velsignelse i hendes kommende projekter.